PicaPoem

Den klogeste mand i byen

Posted on 20 July 2011 | 1 response

Jeg må ærlig talt indrømme, at jeg sagtens kan nikke genkendende til undersøgelser, der viser, at de fleste mennesker (ikke overraskende relativt flere mænd) mener, at de er klogere end gennemsnittet. Det er noget med, at 70-80 % mener, at de har et større intellekt end deres medmennesker, hvilket i sagens natur giver et uløseligt matematisk dilemma, hvis det skulle være sandt.

Men sådan har jeg det også! Jeg har således en klar opfattelse af, at diverse hverdags-problematikker og alskens problemer, der rapporteres i medierne, kunne være løst med et fingerknips, hvis bare jeg dog var blevet spurgt til råds.

Det er selvfølgelig fristende, at fremhæve eksempelvis vælgere af det der parti med hende der med brillerne og næsen som frontkvinde som værende intellektuelt mindrebemidlede (altså mindre end mig…), men det vil jeg så afholde mig fra, da det allerede er plastret ud over medielandskabet. Men der er givetvis mange mennesker, som føler sig intellektuelt hævet over hele befolkningsgrupper, mens medlemmer af de selvsamme grupper sikkert synes, at nogle af de andre er nogle værre dommernikker.

Nu afspejler sådanne undersøgelser givetvis, at folk som sådan – inklusive mig selv – ikke har nogen som helst anelse om, hvad den gennemsnitlige intelligens i eksempelvis Danmark måtte være, og det er vel egentlig også sagen uvedkommende. Undersøgelserne er vel nok mest af alt udtryk for, at alle mennesker jævnligt støder ind i andre, som de synes er dumme eller måske bare anderledes end dem selv og derfor har en intuitiv fornemmelse af, at de selv må være klogere end de fleste.

Og så spiller det muligvis endnu mere ind, at alle mennesker (håber jeg) har en fornemmelse af, at de selv indeholder et unikt potentiale, som godt nok sjældent er forløst. Men efter devisen “hvis de andre bare vidste, hvad jeg kunne udrette under de rette omstændigheder”, så føler det enkelte menneske sig mere kompetent end så mange andre, der måtte rende rundt med uforløst potentiale. Dette alene fordi man kender sit eget inderste, men i sagens natur ikke har samme intime indblik i andre mennesker.

Dybest set vil jeg nok tolke det positivt, at de fleste mennesker har så tilpas meget selvtillid, at de anser sig selv for at være ganske veludrustet, når det gælder både intelligens og potentiale. Også selvom det afføder, at vi allesammen i tide og utide skal høre på hinandens vrøvlerier, når vi måtte komme for skade at udtale os om ting, som vi absolut intet ved om. Men qua vores “viden” om egen klogskab, vælger vi alligevel at “berige” alle andre med vores vid.

Da jeg startede med at studere for femten år siden, havde jeg en gryende fornemmelse af, at jeg muligvis var det klogeste menneske, der havde betrådt jorden i flere generationer. Det var derfor et antiklimaks at opdage, at de fleste af mine medstuderende tilsyneladende havde den samme selvopfattelse – antiklimakset bestod simpelthen i, at jeg efterhånden forstod, at min selvopfattelse ikke rigtig hang sammen, når nu jeg hele tiden stødte ind i folk, der fortalte vidt og bredt om både det ene og det andet, som jeg hverken havde hørt om eller forstod.

Den oplevelse – at man ikke kan kan være klogest i alle livets facetter – førte givetvis til, at jeg med kyshånd tog i mod allerede eksisterende forståelser af forskellige former for intelligens. Intelligens kan angiveligt være social, videnskabelig, faktuel, visuel, empatisk, filosofisk, pædagogisk og sikkert også miljørigtig bare for at nævne nogle få. Her fandt jeg selvfølgelig en kattelem, for var jeg ikke den mest intelligente, sådan bare uden videre – ja, så kunne det da sagtens være, at jeg alligevel var numero uno i et eller andet snævert defineret område af intelligensens landskab.

Hvilket område er det så? Tja…nu er der jo så gået femten år siden, jeg opdagede, at jeg ikke var Guds gave til menneskeheden, og jeg har ærlig talt ikke helt konkluderet på, hvilken intelligenstype, som jeg skal stå noteret for at besidde i Guiness World Book of Records. Og jeg er heller ikke sikker på, at jeg helt ved det om femten år fra nu.

Men fornemmelsen er der endnu: Jeg er helt klart klogere end de fleste;-)

Det er taget ad notem

Posted on 12 July 2011 | No responses

Jeg fik i dag den fornemmelse (som andre givetvis er helt på forkant med), at jeg faktisk er en idiot.

Jeg har en ide om, at jeg da fint kunne udgive en bog på et tidspunkt, så jeg har i al min visdom taget noter i min mobil, når jeg en gang i mellem er kommet på en god ide. Nu har jeg så – fuld af forventning – gennemset mine noter. Retfærdigvis skal det siges, at jeg har nyligt har mistet en mobil, som givetvis var fuld af usandsynligt geniale ideer, men nu er jeg altså tvunget til at forholde mig til mine nuværende noter.

Min første note i denne mobil er så: Big head møder budding;

Her har jeg, som det fornemmes, virkelig kræset for læseren. Jeg har taget udgangspunkt i, at jeg altid har haft et kæmpe hoved, som nærmest ikke kan  balanceres på en normal krop. Dernæst har jeg valgt at tage en pige som gidsel og tænkt, at jeg da fint kan basere en bog på, at pigen er en budding, der aldrig reflekterer over noget som helst men bare tager alt ind – uden bounce back…Tror der er lagt op til en meeeeget charmerende fortælling her. Jeg er faktisk noget i tvivl om, budding ikke er fuldstændig forkert i den her kontekst….

Min anden note: Det går i øvrigt pissegodt med at vurdere piger uden at se på deres bryster;

Også et godt oplæg til en bog! Og charmerende! Det lyder som en brystafhængig fyr på afvænning…altså ja bryster er da skønne, men man behøver vel ikke fejre hver dag, det lykkes, at undgå at kigge på bryster. Og hvad værre er; så skal det vel egentlig ikke undgås? Altså hvis man ikke er idiot….

Nå!! Min tredie note er denne: Verdens bedste veninde, ydmyget men hun var der stadig;

Lidt mere substantiel. Jeg tror, at jeg har tænkt på værdien af den retfærdiges uudtømmelige kraft og åbenbart uendelige evne til at tilgive. Det er såmænd heller ikke så dårligt, men måske en anelse tyndbenet som romanpotentiale. Og måske også en anelse til den gudfrygtige side.

Well! Fjerde note: Myten om kravspecifikation;

Uha her bliver det spændende. Jeg har (på trods af al faglig litteratur) tænkt, at det der med at lave en præcis kravspecifikation, når man som kunde bestiller et produkt, slet ikke er fornuftigt. Så det er lige i øjet:-) Nej, måske er det ikke lige i øjet, men jeg kan godt se tankens oprindelse; Der bliver brugt uanselige ressourcer på at kravspecificere produkter alene af hensyn til det juridiske forhold mellem kunde og leverandør, og det kan særligt i offentlig regi virke som en noget bekostelig øvelse, når man udmærket ved, hvad man ønsker sig. Nå! nok om det. Det vil givetvis blive en kedelig bog.

Ok femte note; Det ordentlige menneske;

Jeg ved ikke, hvad jeg skal skrive om det….men der er da ups and downs ved at være et ordentligt menneske…altså et menneske som respekterer alle mulige ting i forhold til sine medmennesker. Eeeej måske har jeg egentlig en hel masse input til det emne, men det virker lidt skolemester-agtigt….

Sjette note: Et afskedsbrev ved selvmord, hvor der reflekteres over værdierne ved at være i live;

Altså…måske en kort bog, men måske lidt digter-agtig note, og hvem fanden gider læse digte….

Syvende note er lidt sværere at sluge; Den bedste mand i byen! Om hvordan alle kvinder ville elske mig, hvis de blot kendte mig;

En smule (læs: meget) patetisk. Hvad skal man skrive om det. Selvros ligger jo åbenbart lige for:-) Men det er rigtig nok…omend jeg er mere lummer end attraktiv:-) men har vist ikke opdyrket romanpotentialet lige der.

Ottende note: Vi er ikke forkælede unge, når man ser på verdens tilstand;

Jo jo en overvejelse omkring problemerne ved at være anset som velstående, samtidig med, at man mentalt er fucked. Måske det er en roman, der kunne lægge sig i halen på alle de andre….

Nå, jeg tror lige, at jeg genovervejer mit eget potentiale, inden jeg snupper en ide og kommer ud over stepperne med romanskrivningen:-)

Det kræver “balls” i sundhedsvæsenet

Posted on 17 June 2011 | 2 responses

Jeg har den opfattelse, at udgifter til sundhedsvæsenet er en ganske stor udfordring at kapere for virksomheden “Danmark” både nu og forventeligt endnu mere i fremtiden. Folk bliver tykkere og usundere, befolkningssammensætningen bliver ældre samtidig med, at serviceforventningerne i det hele taget er stigende.

Det kræver ganske meget af os alle sammen, fordi der skal virkelig kræves mange penge ind, hvis forventninger om, at alle symptomer underlægges den bedste behandling, skal tilfredsstilles. Og hvis det ikke kan lade sig gøre at give den bedste behandling i Danmark, så må der åbenbart bare betales for, at behandlingen kan foretages i udlandet.

Samspillet mellem, at man jo faktisk kan behandle for det meste, harmonerer ekstremt dårligt med, at man selv i Danmark er nødsaget til at fravælge tilbud om eksempelvis den dyreste (og nyeste) kræftmedicin. I det hele taget er opfattelsen af sundhedsvæsenets dyder udfordret.

Jeg har skam stor respekt for sundhedsæsenets evne og vilje til at give den bedste behandling. Men det er vel egentlig bedst for alle involverede, at der skabes klarhed over, hvad der kan – og måske endnu vigtigere – hvad der ikke kan tilbydes indenfor det danske “sundhedsprogram”. Ihvertfald tænker jeg, at illusionen om, at alt kan behandles, må forankres i befolkningen, så man ikke render rundt med falske forventninger.

Mange venner og bekendte har fortalt mig, at “før man bliver indlagt, der skal man godt nok være rask”, med henvisning til, at man simpelthen bliver syg….af  at være syg. Det er måske rigtig nok, i den forstand at det egentlig ikke er særlig sundt at ligge stille i en sygeseng på et hosptial særlig længe ad gangen. Fair nok!

Da jeg var i fuld gang med at være møgcharmerende i mine tidlige teenageår oplevede jeg på egen krop, hvordan sundhedsvæsenet udviklede sig. I de glade (eller var de melankolske) 90′ere var jeg meget plaget af vandbrok i testiklerne….altså simpelthen vand i nosserne.

Det var ikke perfekt for en nylig teenager at rende rundt med vand i pungen, så af mange årsager – herunder forfængelige – var det vigtigt for mig at bliver behandlet. Ihvertfald så gik jeg til min læge, som var meget imponeret over størrelsen på min pung og straks bedømte, at det da slet ikke var naturligt.

Nå, men så langt så godt kan man sige; i foråret 1992 “kiggede” man så på det på Skejby. Diaognosen var klar: Kirtlerne, der er kanalerne, når  ”stenene” falder i pungen, havde ikke lukket sig, så der vedblev med at sive væske i pungen…..altså en klassisk omgang “vandbrok”, som man siger det i lægekredse.

Desværre så nøjedes man med at lave den konstatering. Jeg måtte vente til vinterne 92/93 med at blive behandlet, så jeg rendte altså rundt med ret store og generende testikler og havde i øvrigt gjort det siden 88/89, så det var på ingen måde nyt for mig. Ihvertfald så jeg meget frem til endelig at få min behandling.

Først i 93 blev jeg så underlagt en eksperimental behandling, hvor man forsøgte at lime førnævnte kirtler sammen. Men det virkede desværre ikke. Det forsøgte man så også i 1994 og 1995 (lang ventetid mellem alle behandlinger), men det vedblev med at være uden virkning.

I 1996 tog man så konsekvensen af mine hidtidige oplevelser og underlagde mig en operation. I den forbindelse blev der suget 750 mililiter ud af min pung, hvilket altså er en lille liter mælk, som jeg så havde rendt rundt med siden slutningen af 80′erne….i min pung.

Og det virkede…i den ene testikel. Nu var situationen så uforandret i den anden testikel, hvorfor jeg måtte underkastes endnu en operation i 1998 (hvor der var tid). Jeg er sgu glad for resultatet, og jeg er sådan set også glad for, at jeg står tilbage uden regning….men hvor er der da en vild forskel mellem den forestilling,  jeg havde før og efter jeg gik i “krig” med sundhedsvæsenet. Det tog 10 år at bliver opereret for vandbrok….som er ren rutine.

Så pointen; er ikke særlig opmuntrende. Jeg ved godt, at forløbet ville have været helt anderledes, hvis jeg havde været livstruet, men det er da røv og nøgler at bruge så mange ressourcer på elementære ting, når man bare kan “fikse” dem. Jeg ved det ikke….jeg ved af erfaring, at medarbejderne giver den en skalle, men udnyttelsen af ressourerne er altå ikke ok (sagt helt uafhængigt af at jeg har slæbt rundt på 3/4 kilo i min pung i 10 år).

Hjem til Århus

Posted on 9 June 2011 | 1 response

Jeg er en stor fan af at rejse – i mere end een forstand. Dels er jeg stor tilhænger af at samle de oplevelser, der knytter sig til rejserne op, og dels kan jeg simpelthen godt lide at være på vej; Altså rejsen i sig selv, hvor jeg bevæger mig fra A til B. Måske skyldes sidstnævnte, at jeg – når jeg er på vej – er væk fra hverdagen og enten på vej på eventyr eller på vej hjem med bagagen fuld af nye indtryk

Jeg har helt klart en forkærlighed for at flyve, men rejser med bus, tog, på cykel eller på vandreben er sådan set også højt rangeret. Selv en banal togtur fra Århus til København kan sagtens pirke til mit rejsegen, så længe det altså ikke er arbejdsrelateret. Hvis det er tilfældet, får min hjerne hurtigt  slået eventyrfeberen ned, og rejsen bliver en rutinepræget nødvendighed, der bare skal overstås.

Nu var jeg dog så heldig, at jeg for et par uger siden skulle en tur med tog til København til en polterabend. Det var en sand fornøjelse at være helt afkoblet fra hverdagen og være på vej til en dag i godt selskab og masser af sjov. Og sjovt det var det. Uheldigvis var jeg tvunget til at forlade det gode selskab i København omkring midnat, fordi jeg havde aftaler, der skulle overholdes i Århus dagen efter. Så jeg tog afsked og nåede uden stress at stige på toget, der afgik planmæssigt fra Københavns Hovedbanegård kl. 00.37.

Sådan et nattog er ikke just et lyntog, så der var lagt ca. 45 minutter til den rejsetid, der normalt er gældende om dagen. Derfor skulle jeg være på farten i 3 timer og 35 minutter, førend jeg kl. 4.12 kunne forvente at være tilbage i Århus. Den plan var sådan set ok, da jeg først havde en århusiansk aftale kl. 15 og derfor snildt kunne nå at få mange gode timer på øjet.

Desuden lykkedes det mig – godt hjulpet af polterabend-procenterne – at falde hurtigt i søvn i toget. Og søvnen var skøn nok, omend jeg følte mig som en prinsesse på en ordentlig bunke ærter, da jeg helt radbrækket blev rusket ud af søvnen kl 2.45 af en togdame.

 ”Toget kører ikke længere”, var det første jeg registrerede, da hun med en stram mine slap sit solide tag i mig.

“Er vi i Århus”, fik jeg fremstammet helt omtumlet af både situationen, procenterne og hendes manglende omsorg.

“Nej, vi er Vejle. Toget KØRER ikke længere. Du skal UD”.

“Jamen, hvorfor? Toget her kører jo til Århus”, stammede jeg fortvivlet, som var det det 11. bud, at tog altid kører derhen, hvor man er blevet lovet.

“Toget kører ikke længere” vedblev hun. “Det her tog skal til Esbjerg til eftersyn”.

Det forstod jeg ingenting af, og jeg forstod i endnu mindre grad rimeligheden af, at man sådan uden videre kunne beslutte sig for, at man ikke vil bringe det rejsende folk frem til den destination, som man har solgt dem en billet til.

Nå, men kort efter den muntre dialog stod jeg altså på en kold Vejle Banegård. Overfor mig stod togdamen i døråbningen til toget og lignede een, der lige havde fuldført en meget svær mission til perfektion.

“Hvornår går det næste tog til Århus?” spurgte jeg med bange anelser. Hjemmefra havde jeg således konstateret, at toget 00.37 fra København var sidste afgang, inden de deciderede morgentog.

Nu ændrede hun mine fra triumferende til troskyldig.

“Det ved jeg ikke. Du må kigge på køreplanen inde på stationen”, sagde hun.

Så vidt jeg husker, har alle togpersoner, som jeg nogensinde har mødt, været i stand til at huske alle afgange og ankomster både 10 år frem og 10 år tilbage i tiden for samtlige danske stationer, så jeg var nu ret sikker på to ting: 1) Hun løj for mig og ville bare slippe for en ubehagelig snak og 2) den måtte være helt gal.

Og det var den også; næste tog fra Vejle til Århus gik kl. 6.45, og mit ur havde først lige sneget sig op på kl. 2.50!  Øv, øv, øv.

Men der var altså intet at gøre, så jeg bevægede mig sløvt mod Vejles natteliv. Her lykkedes det mig at finde et værtshus og sidde nogenlunde i fred og drikke et par øl, alt imens jeg surmulede, det bedste jeg havde lært. Tiden gik uendeligt langsomt, og i min trods alt aftagende brandert bed jeg primært mærke i, at folk, der morer sig, når man selv er i kulkælderen, er ekstremt irriterende. Stedet lukkede, og jeg fandt et nyt. Så lukkede det sted også, og jeg sluttede mig til et karnevalslignende optog, der førte mig sikkert hen til byens eneste morgenværtshus.

Og nu var det virkelig blevet morgen, og min ynkelighed var ved at toppe. Min krop var øm, jeg var møgtræt og var vist også ved at tilegne mig den helt særlige søde, kvalmende lugt af alkoholiker. Men det var heldigvis endelig blevet tid til, at jeg skulle indfinde mig på banegården. Og det gjorde jeg så.

Til min store lettelse ankom toget til tiden, og jeg kunne endelig stige på toget mod Århus efter knap 4 timers ventetid. Her følte jeg mig nærmest som hovedpersonen i de der SAS-reklamer, hvor alskens kendisser tilsyneladende mener, at de er “næsten hjemme”, når de stiger ombord på et SAS-fly. Mend det var jeg altså langt fra!

Da toget ankom til Horsens, kom der mindsandten endnu en togperson med en mission;

“Toget kører ikke længere!”, og igen udspillede der sig dialoger, der havde “forundring” som hovedtema, førend alle passagerer igen stod plantet på en banegård, som de aldrig i deres liv havde næret ønske om at tage nærmere i øjesyn.

Nu var toget mellem Horsens og Århus aflyst pga. sporarbejde. Og da jeg fik konsulteret den elektroniske tavle på Horsens Banegård, viste det sig, at toget, der skulle gå en time senere, også var “cancelled” i den åbenbart meget internationalt overrendte provinsby.

Bevidstheden om at være tæt på målet og udsigten til at skulle vente i halvanden time i Horsens fik mig straks til at undersøge alternativer. Men det bar ikke frugt. Bussen til Århus var lige gået, og den næste gik først på den anden side af en togafgang, som tilsyneladende ikke var ”cancelled”.

Kl. 8.45 steg jeg derfor på et tog fra Horsens til Århus, som åbenbart kunne køre helt upåvirket af det igangværende sporarbejde. Så nu måtte jeg da være tæt på at være hjemme.

Men nej; mellem Horsens og Skanderborg måtte vi alligevel vente en halv time…pga. sporarbejde. Men hvad der var langt værre (og ikke skal ligge DSB til last), så var jeg nu blevet så træt, at jeg nærmest besvimede.

Igen blev jeg vækket af en togperson, der gerne ville se min billet.

“Du er jo kørt for langt” var den næste besked, som skulle nå min hårdt prøvede bevidsthed og jeg måtte skamfuld argumentere for, at det skam ikke var med vilje, at jeg havde “snydt” mig til at få lov til at køre med helt til det attraktive Hadsten.

Klokken var nu blevet 10.20, og nærmest grådkvalt måtte jeg stå af i Hadsten og købe en billet til toget i den modsatte retning, der ankom en halv times tid senere.

Kl. 11.15 ankom jeg mod alle forventninger til Århus. Pga. nattens hændelser havde jeg flere gange tvivlet på nogensinde at nå frem, og jeg havde indtil flere gange spejdet håbefuldt efter, om jeg mon var med i en meget aggressiv version af skjult kamera.

Var jeg nu ikke faldet i søvn til sidst, så ville turen have taget 9 og en halv time. Inklusive min afsluttende bommert, nåede jeg op på det meste af 11 timers rejsetid…fra København til Århus. 

Efterfølgende kunne jeg ikke lade være at tænke på, at jeg på en nylig tur fra Chicago til Frankfurt ankom efter 7 timer og et kvarters flyvning….men lige da jeg ankom til Århus var jeg ærlig talt primært lykkelig for, at min togtur i det hele taget sluttede.

Nu fik jeg så igen samlet rejseoplevelser op og bestemt også en masse – uventede - indtryk, men det var i sandhed en ironisk fornøjelse at konstatere, at jeg ankom på samme tid som morgentoget, der var afgået kl. 8.00 fra København. 

 

Så blev det J-dag i Baglandet

Posted on 30 November 2010 | No responses

Til J-dag i Middelfart; 1 cafe, 3 bodegaer og et karaoke-værtshus er trukket i jule-kampdragten og klar til at håndtere logistik, kådhed en masse og fantastisk fuldskab.

Jeg er af tilfældets vej havnet på hotel i Fyns nordvestlige hjørne. På tur med en pige, der ligesom jeg er ret opsat på, at vi skal udforske Middelfarts natteliv. Vi har forberedt os hjemmefra, googlet turistmål, værtshuse, diskoteker og restauranter i Middelfart for at få et indtryk af, hvad søren man ikke må gå glip af, når man nu har valgt en mindre dansk provinsby som frivilligt eksil.

Faktisk kommer det bag på mig, at netop denne dag – fredag 5. november – er kalendersat til dagen, hvor det ganske land skal oversvømmes med Julebryg, men plakater og bannere i bymidten efterlader ingen tvivl. Det gør det alt andet lige ikke mindre attraktivt at udforske nattelivet.

Da vi ankommer, er vi uforandret opsatte på at gå struktureret til opgaven “Middelfart Nightlife”, så fredag eftermiddag får vi ved selvsyn identificeret byens hotteste steder, og vi bliver bekræftet i vores analyse, da vi senere på aftenen kører med taxa fra hotellet til byens gågade. Taxachaufføren udpeger således de samme steder, som vi allerede havde haft kig på, som top of the pops. Efter at have lavet en nøje vurdering af “vores typer” afgiver han sin endelige anbefalingen: “Kolibrien” på Algade er lige os. Vi har dyb respekt for hans “dom” og står lidt efter foran døren til et kælderværtshus, der er beklædt med et alt for stort Julebryg-banner.

Indenfor på “Kolibrien” bliver alle regler, love og påbud om rygning håndteret meget lemfældigt. Langs den lange bardisk skal man vist ryge 20 cigaretter i timen for at få autoriseret adgang til en barstol. Klokken er omkring 21 og mange af barens gæster vurderer jeg til at være meget fulde. Så alt i alt er første indtryk meget positivt:-)

Vi erfarer hurtigt, at julebryggen langes gratis over disken, hvilket bevirker, at stedet er præget af en euforisk stemning. Det er som om, at folk ikke kan fatte, at man kan få op til flere gratis øl – som jeg kan bedømme det, er stemningen i familie med den stemning, som jeg tror findes hos folk, der har været med til at revolutionere samfund rundt omkring i verden og nu skal fejre den ultimative sejr.

I hvert fald er humøret højt og pladsen meget trang. På det dansegulv, der hverken er afmærket eller plads til, vælter folk rundt til tonerne fra et karaoke-anlæg og ikke mindst til sang fra de øvrige gæster, der i sagens natur skiftes til at lægge stemmebånd til store og små hits. Den ansvarlige for underholdningen – en mand med læderhud og, skulle jeg senere erfare, en stemme som en Otto Brandenburg på toppen af sin karriere – styrer løjerne med hård hånd. Efter hver sang råber han “Gitte til scenen”, “John til scenen” eller “Hvem har set Pia?”, og den udvalgte identificeres for det meste og bevæger sig så til scenen for at synge for på den næste sang. Mange af sangerne er vildt fulde, men det meste bliver tilgivet i atmosfæren, og der, hvor det går helt galt, tager “Otto Brandenburg” over.

Vi hopper lige ind i løjerne og får hurtigt tømt et par fadøl og smidt vores kroppe ind i tumulten på dansegulvet som et par tilfældige lottokugler i den store lotto-bowle. Det går der hurtigt et par sjove timer med. Højdepunktet på “Kolibrien” kommer dog ubetinget, da den ivrige, men rytmedøve danser og sanger, John, leverer en uforlignelig nyfortolkning af “Video Video”, hvor han erstatter ordene “Jeg er Videoman” med “Jeg er Julebryyyg” – utroligt.

Efter den oplevelse vurderer vi, at toppen for, hvad “Kolibrien” kan levere af underholdning, er nået, så vi bevæger os igen ud i kulden. Næste mål er Café Razz nede ved havnefronten. Stedet er et mere “ungt” sted, hvilket dog ikke ændrer på, at folk også der er meget fulde. Vi finder både bord og barstole og føler os hurtigt som en del af festen.

En halv times tid efter vores ankomst er det åbenbart tid til en Julebryg-happening; popmusikken erstattes med julemusik og et optog af folk iført nissekostumer og julebryg-blå nissehuer slanger sig igennem etablissementet, imens de deler gratis øl ud og i øvrigt stempler de kvindelige gæster på brysterne med julebryg-stempler. Det er alt sammen vældig unikt.

Efter den oplevelse føler vi, at vi har fået Middelfart Nightlife godt og grundigt under huden, og vi begiver os hjemad efter en fuldemands-munter oplevelse i Danmarks Bagland.

Nikita sambaiiii

Posted on 4 November 2010 | 2 responses

Søvndrukken og indadvendt, på vej hjem fra en arbejdsdag med mange indtryk, sad jeg i dag i 8′eren og skumlede over vinterens og dermed mørkets uundgåelige sejr over de lysere tider, da en firkantet, karseklippet fyr rakte mig en lille flyer ledsaget af den meget præcise besked; ”Her”. Af ren refleks tog jeg imod den fremstrakte flyer, mens jeg med en skeptisk mine læste det påtrykte budskab; “DAIKIHAKU – Martial Arts” og videre “Eksklusiv og uovertruffen kampkunst – nye elever optages”. Nederst på flyeren var det angivet, at “nærkamp, selvforsvar og indre kraft” tilsyneladende var nøgleelementerne i denne fine kampkunst.

Selvom jeg følte mig ekstremt langt fra målgruppen for denne besked, var jeg alligevel nysgerrig nok til at tage fyren med flyeren i nærmere øjesyn. Han var tilsyneladende i ret beundringsværdig form, og jeg undlod heller ikke at bemærke, at han var ledsaget af en veltrænet pige med usædvanlig sund hud. Og jeg var da heller ikke sen til at indse, at de nævnte nøgleelementer måske kunne passe fint ind i min selvtillids byggeklodser.

10 sekunder senere fantaserede jeg derfor om mig selv som Århus’ Chuck Norris, der på en enkelt aften i byen kunne nå at forsvare adskillige ungmøer, stoppe værtshusslagsmål og vinde slå-søm-i-konkurrencer på en sådan måde, at det ville danne basis for en urban legend. Jeg kunne måske alligevel være en af de nye elever. Ja, faktisk ville jeg sikkert have et eksellent fundament, som en nådesløs martial arts-træner så kunne bygge en formidabel skyskraber på. 

20 sekunder senere var min hjerne dog i fuld gang med at gennemgå alle de situationer i mit liv, hvor jeg havde vægret mig ved at komme i klammeri. I det hele taget har jeg vel kun taget brydegreb med andre en håndfuld gange i mit liv, og vel egentlig nul gange siden børnehaveklassen. Nu ved jeg godt, at kampsports-mennesker insisterer på, at der altid er tale om helt særlige greb og spark i deres sportsgren, og kampsport i det hele taget er noget af det længste i hele verden, man overhovedet kan komme fra at slås. Faktisk har det som regel mere at gøre med spiritualitet end fysisk kontakt ifølge de udøvende kæmpere/kunstnere.

Hvis jeg da bare kunne tro på det!

For jeg tror sådan set, at jeg ville være ret god til at tænke en hel masse på mig selv og min krop, men jeg har altså en mistanke om, at jeg efter først træningstur alligevel ville stå tilbage med en masse blå mærker, mistede tænder og være ualmindeligt fedtet ind i andres sved og ikke mindst mit eget blod.

30 sekunder senere havde jeg derfor pakket flyeren ind i mit gennemtyggede tyggegummi og proppet den i skraldespanden. Men tanken om at blive den mytiske hovedperson i en urban legend hænger dog ved, så jeg vil helt klart holde mig orienteret om hvilke bus-flyers, der er i omløb.

Passionsløs

Posted on 24 October 2010 | 3 responses

Jeg interesserer mig ikke for noget som helst – ingenting! Jeg har ikke nogen lidenskab for noget, som optager mit sind, og som jeg vil give adskillige lemmer for at få tid til at udforske.

Jeg har læst om forfattere, der kynisk vedblev med at nægte deres egne børn opmærksomhed, fordi de bare måtte skrive, om filmmagere, der takkede nej til store summer, fordi de bare måtte lave den film de brændte for, og forretningsfolk, som vendte store lønninger ryggen, fordi de måtte arbejde for velgørenhed.

Det siger nok sig selv, at jeg interesserer mig helt almindeligt for familie, mit arbejde, motion osv. men det er ærlig talt lidt støvet i forhold til at investere blod, sved og tårer i en særlig lidenskab.

Som så ofte før mødte jeg forleden en person, der rigtig kunne fortælle om sin særlige forkærlighed for en specifik interesse, og som så ofte før måtte jeg konstatere, at jeg ville ønske, at jeg kunne finde den samme passion i mit indre.

Denne gang var det en lidenskab for gamle match box-biler, hvor vedkommende havde samlet alle mulige særlige og selvfølgelig sjældne modeller, som han både reparerede på og pudsede til ukendelighed. Jeg medgav diplomatisk, at det da var interessant, men inderst inde tænkte jeg, at han burde kvæles i det åndssvage legetøj, som han forlængst burde have lagt bag sig.

Men jeg var selvfølgelig bare misundelig. Misundelig på at han faktisk havde noget i sit liv, som var bedre end TV og rengøring. Misundelig på at han med en vis ret kunne hævde, at han havde en nuanceret personlighed. Og misundelig på at han muligvis kunne hævde, at hans fritid var vigtigere i hans liv end hans arbejde.

Nu er det nok en anelse blodfattigt at begynde at tale om, at græsset altid er grønnere…, men jeg kan ikke undlade at bide mærke i, at når jeg snakker med folk, så skinner det ofte igennem, at de ligesom mig også jævnligt misunder andre mennesker deres inspirerede liv. Måske kan det henføres til, at vi alle ser og hører historier om særlige menneskers særlige liv i TV og radio, og når vi spejler disse historier i vore almindelige liv, så kommer vore liv til at fremstå indholdsløse.

Det jeg ønsker er, at jeg bliver bidt af noget, som jeg altid helst vil bruge min tid på, så snart jeg har et øjeblik tilovers. Men det er jeg altså ikke stødt på endnu, og jeg tvivler ærlig talt på, at jeg kommer til at finde en sådan interesse. Således er jeg nærmest ligeglad med, om jeg sover, eller om jeg er vågen.

På samme vis er jeg fuldstændig ligeglad, med alt hvad jeg ejer. Der er faktisk ingen af mine ting, som jeg ville ærge mig over at miste. Jeg er fuldstændig ligeglad med, hvor meget jeg tjener, så længe jeg undgår at gå personlig konkurs. Jeg er fuldstændig ligeglad med, hvad mine naboer tænker om mig, så længe de ikke jager mig ud af kvarteret med høtyve og fakler. Jeg er fuldstændig ligeglad med verdens tilstand, så længe jeg undgår at blive skyllet væk af en flodbølge, og jeg er fuldstændig ligeglad med, om jeg dør, når jeg bliver 50 eller 100 år, bare jeg slipper for at høre på alt for meget vrøvl.

Og det er måske i virkeligheden min pointe; at jeg ville ønske, at der var noget, der tændte mig så meget, at alle mulige aspekter af livet pludselig bliver vigtige, fordi de kommer til at danne rammerne for den der alt opslugende interesse, der altså ikke vil lade sig materialisere i mit liv.

Og så længe det ikke er tilfældet, vil jeg gøre, hvad jeg kan for at blive fri for at høre om alle mulige andre menneskers åndssvage interesser.

En øm fødselsdag

Posted on 2 October 2010 | 1 response

Folkeskoletiden er potentielt fuld af alt fra eventyr til mareridt for barnet, der vokser op og skal forholde sig til læring, venner, mobberi, pubertet, kærlighed og meget andet.

Og det skal i sandhed siges, at for nogle børn er netop den tid i meget højere grad fyldt med de negative aspekter end de positive.

De kommer af den ene eller den anden mere eller mindre tilfældige grund til at blive lagt for had, og alt, hvad de siger og gør, bliver brugt i mod dem af nogle af de andre børn. Det er svært at håndtere og forstå for et barn, og ender ofte med en afgrundsdyb ulykkelig tid, der kan sætte sig spor i resten af barnets liv. Og det gør vel kun ondt værre, at “bødlerne” – de mobbende børn – slet ikke har og vel heller ikke forventes at have en forståelse for konsekvenserne af deres handlinger.

I min folkeskole var der også en del børn, der blev mobbet. Og i min egen klasse var der vel de her obligatoriske 2-3 stykker, som kun sjældent havde decideret gode skoledage. I hvert fald var der en en nogenlunde sammenspist pigegruppe og en ditto drengegruppe i min klasse, som tilsyneladende var umulige at blive medlem af for de her børn. Hver gang de forsøgte, blev de hånligt afvist, og jeg gætter på, at det har været ganske hårdt for dem at indse, at de ikke kunne accepteres på lige vilkår med alle andre.

Det ændrede dog ikke ved, at de alligevel holdt fest for alle pigerne eller drengene i klassen på deres fødselsdag. Og det gik ikke altid lige godt. Om det var gruppens manglende lyst til at fejre fødselaren, eller om det var fødselarens manglende lyst til at blive fejret af gruppen, skal jeg lade være usagt. Men i hvert fald udviklede det sig til tider bizart.

Da vi var omkring de 13 år var klassens drenge inviteret til fødselsdag hos en af de drenge, der aldrig kom ind i fællesskabets flygtige varme. Han boede i bofællesskab, hvilket var meget usædvanligt i min barndomsby, og han var sikkert allerede bagud på point af den grund.

Men det hele startede sådan set meget godt; vi ankom vandkæmmet og i vores bedste tøj, og gaverne blev overbragt i god ro og orden. Vi gik frejdigt til hans mors lækre ristaffel og fødselaren var, som det skulle være, bordets hovedperson. Lige der, vil jeg gætte på, havde han vel sine lykkeligste 5 minutter i vores skoletid….

Men så skete der en hel masse på en gang, som må  være til fri tolkning. Min udlægning kommer så lige up front, så det i hvert fald er på det rene;

Vel mættet af både ristaffel og en langsommelig enkeltvis præsentation af gaverne var alle klar til at blive sat fri og lege. Og vi blev sat fri. Alle gik – på trods af de fine klæder – entusiastisk til sagen, og spørger du mig i dag, vil jeg sige, at der – underligt nok – ikke var et gran af ondskab involveret i de hændelser, der fulgte.

Festselskabet var benovede over bofællesskabets størrelse og muligheder, så alle løb rundt en halv times tid uden at finde et samlingspunkt. Slutteligt var alle dog samlet på fødselarens værelse, som han højst usædvanligt i bofællesskabet og helt nyt for ham havde fået lov at flytte ind i helt alene.

Og vi legede og legede og legede på hans værelse og strakte de par timer, man har til rådighed på sådan en 13-års fødselsdag, til en hel livstid, som man nu gør i den alder.

Der var dog ingen, der faktisk legede med fødselaren, og han endte ret hurtigt med at forlade sit eget værelse.

Desværre tror jeg slet ikke, at hans manglende tilstedeværelse blev bemærket, for vi fortsatte med at lege løs. Nu skal det nævnes, at han ikke blot havde fået sit eget værelse, men også en helt ny seng og en ny radiobil. Og der gik vel cirka fem minutter inden radiobilen var søbet ind i cola og helt ude af stand til at køre. En uduelig gæst havde naturligvis stillet sin “las cola” på gulvet, og inden nogen havde set sig om, var radiobilen både tændt, i fuld fart og ødelagt. Lige bagefter blev billedet komplet, da en af gæsterne væltede ned fra fødselarens seng og landede direkte på bilen, så den lignede tilbehør til en lego-bilkirkegård.

Anyways, festen var i fuld gang og fødselaren var – muligvis bevidst – langt fra syns rækkevidde. Så det store rum fik prøvet sine rammer af. Der gik ikke lang tid før end flere fra den ukontrollerede h0b helt uforstående stod med fødderne klemt igennem mederne på hans helt nye men nu totalt ramponerede seng. Den lignede hurtigt en meget sørgelig udgave af en ellers glad smiley i profil, men syntes ikke rigtig at kunne reddes uanset humør.

Nu ville den frække skæbne det således, at der nærmest samtidig skete det, at to drenge i kamp om noget legetøj stødte ind i fødselarens nye kæmpe skab, der tjente som en slagt rumdeler. Skabet balancerede først på kanten af katastrofen men overgav sig så og bragede mod jorden med total destruktion til følge. Alt fødselarens tøj lå spredt ud over værelsesgulvet og skabet stod ikke til at rede.

I næste sekund stod fødselaren så i døren til hans helt ny-tildelte værelse. Værelset lignede en krigszone med den ødelagte seng, et fuldstændig smadret kæmpeskab og tøj ud over det hele. Og i midten lå hans nærmest ukendelige nye radiobil.

Det viste sig, at hans mor havde sendt ham op på værelset for at dele slik ud til alle os gæster, og det er vel til alle børnefødselsdage en slags højdepunkt – i hvert fald for fødselaren. Til netop denne fødselsdag udviklede det sig dog til at være noget nær det modsatte. I hvert fald konstaterede vores hårdt prøvede fødselar, at hans værelse var totalt ramponeret af hans i forvejen tvivlsomme gæster. Han stod først i døråbningen et par sekunder – i chok. Vi  gæster var vel også i en slags chok, og  i hvert fald var vi ikke i tvivl om, at noget var galt, da han først kom til syne.

Sekunder efter gik vores fødselar helt amok. Hans mor havde givet ham en kurv fuld  af ens slikposer i hånden med besked om, at nu var det tid til at dele dem ud, således at festen kunne nå sit klimaks. På uventet vis nåede festen sådan set også sit klimaks; vores fødselar gik i hvert fald i gang med at græde alt i mens han løb rundt og tyrede slikposer efter alle os børn. Og jeg skal aldrig glemme, at han samtidig skreg, “nu skal i fandme ha’ noget sliiiiiiiik”.

Flere af drengene var deciderede ømme i flere dage efter overbringelsen af de slikposer. Og det var nok godt det samme.

På mig virkede det som om, at vores fødselar var jinxed. På trods af at vi sådan set opførte os, som man kunne forvente, så gik det selvfølgelig helt galt til lige præcis hans fødselsdag.

Og det er nok hverken første eller sidste gang, at sådan noget netop sker til et mobbeoffers fødselsdag.

Sandhedens økonomi

Posted on 29 September 2010 | No responses

Idag har jeg for første gang været taler på en it-konference. Altså forstået på den måde, at jeg faktisk var en af dem, der fortalte om noget, som alle de andre – altså deltagerne på konferencen – helst skulle synes var interessant. Det er ikke så lidt paradoksalt!

Da jeg dybest set ikke har særlig meget forstand på it, kan jeg jo ikke lade være med at undres lidt over, at jeg nu pludselig skulle være værd at høre på i en sådan sammenhæng. Og det er sådan set heller ikke sikkert, at det var tilfældet.

Nu vil jeg jo ikke sidde her og postulere, at jeg snyder lytterne (eller læserne), og ej heller skulle der være nogen grund til at reklamere med, at jeg omgås sandheden. Men sandheden har sin egen økonomi. I dag har jeg eksempelvis holdt det her lille foredrag, og det blev på mange måder godt modtaget. Og jeg fik da sådan set også kun formidlet sande og ærlige budskaber til publikum. Men en del af sandheden er dog også, at jeg havde tilrettelagt mit indlæg, således at jeg på forhånd havde sparket de fleste mest oplagte indvendinger til hjørnespark ved at lukke dem ned indenfor min egen taletid. Det er selvfølgelig fint nok, hvis disse mulige indvendinger derved var besvaret, men det var ikke tilfældet. Jeg sørgede for at lade dem hænge tilstrækkeligt “ufrit” i luften til, at det ikke var værd at stille spørgsmål til de emner.

Det havde jeg selvfølgelig gjort for at være smart. Og for at levere en overbevisende performance. Jeg tror da egentlig også, at der er dem, der vil mene, at sådanne overvejelser må indgå i en god planlægning af præsentationer generelt.

Men det falder jo nok alligevel ind under at økonomisere med sandheden. Det var så at sige en planlagt udgave af sandhed, som jeg fik formidlet.

Det tror jeg nu ikke kommer til at holde mig vågen om natten, men jeg synes nu alligevel, at det er værd at notere sig, at planlagte præsentationer og udlægninger af virkeligheden er helt almindelige. I mit tilfælde økonomiserede jeg med sandheden for at skjule min egen usikkerhed, men i andre tilfælde økonomiseres der med sandheden for netop at postulere at verden (og alle dens problemstillinger) ser ud på en bestemt måde.

I eksempelvis alle medier kan man dagligt læse fremstillinger af sandheden. Nogle af disse lider “kun” af, at en given skribent ikke har fået bugt med sin egen subjektivitet. Det er måske nok så uskyldigt, da objektiv formidling vist nok skulle være en avanceret kunstform. Andre er med fuldt overlæg fremstillet af meningsdannere, politikere, vrøvlehoveder, kloge hoveder og mange andre, der helt åbent postulerer, at verden ser ud på en bestemt måde. Hvis man tager mediebilledet over en bred kam og bryder det ned i enkeltstående historier, tror jeg egentlig, at de fleste vil være i stand til at dechifrere, hvorvidt der økonomiseres bevidst med sandheden. Altså om verden fremstilles på en bestemt måde for at fremme budbringerens egne synspunkter. Ikke at man nødvendigvis kan gennemskue problemstillingen, men man vil sikkert være i stand til at konstatere, at der er tale om en tilpasset udgave af sandheden.

Umiddelbart oplever jeg dog to problemer ved det. For det første er det sjældent at man får lejlighed til at læse “sandheden” om en given problemstilling. Man får tværtimod hele tiden bevidste og ubevidste forvrængninger af sandheden formidlet, og det ender ofte med, at man kun sidder tilbage med sin egen forvrængede sandhed. Det er med andre ord svært at forstå, hvad der er op og ned på en given problemstilling – og dette bliver ikke lettere, når komplekse og til tider vigtige problemstillinger er ofre for bevidst økonomiseren med sandheden. For det andet er der simpelthen så mange budskaber, der formidles i mediebilledet, at det ville kræve rigtig meget tid at forholde sig kritisk til flertallet af disse sandheder. Eller også bliver resultatet slet og ret, at man forholder sig kritisk punktum – men at man ikke finder tid til at overveje, hvilken ”sandhed” der ligger bag en given fremstilling af et emne. Evnen til faktisk at dechifrere en fremstilling af sandheden kommer således slet ikke i spil.

Nu er det selvfølgelig fristende at sparke det hele til hjørne ved at sige, at der alligevel ikke findes nogle objektive sandheder, så hvorfor bekymre sig om det. Og indenfor eksempelvis politik kan man da også sige, at man sagtens kan argumentere lige godt for at et givent problem løses på flere forskellige måder. Så længe der ikke økonomiseres med sandheden er jeg såmænd da også med på det ræsonnement, men jeg mener ikke, at der kan stilles spørgsmålstegn ved, at det er lige præcis, hvad der gør. Der økonomiseres i mine øjne med sandheden i et væk, og derfor er det – uanset at der ikke måtte findes en objektiv sandhed – nødvendigt at forstå afsenderen af budskabets forvrængning for at komme ”det fulde billede” nærmere.

Hertil kommer, at man ikke altid behøver at stille spørgsmålstegn ved om et givent regnestykke giver en bestemt sum. Det er således kun, hvis elementer af regnestykket er skjulte eller manipuleret med, at der er grund til at forholde sig kritisk.

Og det er desværre ofte tilfældet, og derfor er problemstillingen uforandret; Der økonomiseres i mine øjne i en sådan grad med sandheden i alle mulige sammenhænge, at det ikke bare bliver umuligt at gennemskue i bred forstand, men det bliver også fristende (og måske nødvendigt), at adoptere sin egen økonomiseren med sandheden. Og det kan jo så være helt bevidst eller ubevidst; bevidst hvis man simpelthen føler og mener, at det er den mest effektive måde at fremme egne budskaber på, og ubevidst hvis man i mangel på evne til at afkode andres budskaber simpelthen adopterer holdninger, som man ikke kender den dybereliggende argumentation for.

Det tror jeg er helt almindelig adfærd…og forståeligt…og ærgerligt.

Skub til rammerne

Posted on 8 September 2010 | 5 responses

Når jeg i en stille stund får lejlighed til at lede med lys og lygte i min hjernes afkroge, kan jeg konstatere ,at jeg støder på en række udsagn, der tilsammen udgør rammerne for min selvopfattelse. Disse udsagn eller “meta-tanker” er som oftest formuleret som sætninger, der starter med “jeg kan ikke….”, “jeg formår ikke…” og “ jeg er ikke typen der…” osv. I sagens natur er de heldigvis også suppleret med tanker, der understøtter forestillinger om alle de ting, som jeg mener, at jeg kan.

Jeg har med en vis forundring observeret Bjarne Riis – som oftest flankeret og angiveligt inspireret af B. S. Christiansen – fortælle om, hvordan han udvikler sig hver eneste dag. Jeg bliver fascineret af selve livstilgangen, omend jeg selvsagt undrer mig over, at dette overflødighedshorn af udvikling endnu ikke har bevirket, at den gode Bjarne kan svare på et simpelt spørgsmål uden en betænkningstid på mindst 30 sekunder.

Men “point taken” – og alle disse støvede udsagn om, at “i dag er den første dag i resten af dit liv”, bør bevirke, at jeg tager min selvudvikling til fornyet overvejelse hver eneste dag. Det gør jeg så også…i hvert fald minimum fra 5 minutter før jeg falder i søvn, og indtil 5 minutter efter jeg er vågnet.

Jeg har således oftest store ambitioner om et “nyt liv”, når jeg går i seng, og de tanker kan jeg så holde i kog sådan cirka til morgenstundens tandbørstning er overstået. Nu kan jeg jo -  af forfængelighed – ikke lade være med at præcisere, at mit liv er ret godt, men det er en slags “livets benzin” for mig at overveje og genoverveje alting hele tiden; Hvad har jeg gjort, hvad kan jeg gøre bedre, hvilke muligheder har jeg udnyttet, hvilke muligheder har jeg overset osv.

Jeg oplever dog ikke, at det er så enkelt, som det kunne synes rent intellektuelt at bringe udviklingsperspektivet i spil i mit liv. Det kræver adskillige dybe indåndinger og allerhelst mindst 4 ugers ferie at planlægge personlig udvikling.

Nuvel, jeg har besluttet mig for at se, hvad mit livspotentiale er, men rækkevidden af den beslutning er mildest talt lidt uklar….betyder det, at jeg kan vågne op og være afklaret med, at jeg nu skal være linedanser, tømrer eller tv-vært? Jeg angriber det lavpraktisk; jeg må sove tilstrækkeligt for at kunne tænke klart, jeg må give, hvad jeg har, i kærlighed, venskaber og helt umiddelbare relationer, jeg må gøre mit bedste i mit aktuelle job osv. Dybest set tror jeg, at det handler om at være “klar”. Og at være klar er så heller ikke så trivielt….

Mit nyeste motto er: Sig “ja”. Uanset hvad jeg støder ind i, siger jeg “ja”. Om det så drejer sig om at få overrakt en meget stor pose farvede penge eller at blive mishandlet af en meget fedladen mand, så siger jeg ALTID “ja”!

Neeeeeej, sådan er det ikke, men min indstilling kan jeg godt arbejde lidt med; mine “metatanker”, der fortæller mig, hvad jeg kan og ikke kan, bevirker ofte, at jeg takker nej til alle mulige ukendte ting, som muligvis kunne berige mit liv. Senest har jeg takket nej til at komme til haveforenings-fest, fordi jeg tænkte, at det ville blive kikset….men jeg kan ikke afvise, at det kunne være blevet usandsynligt morsomt. Der er sikkert mange gode timer gemt i sådan en flok rødmossede havedyrkere, og ham der med konen, de kalder King Kong pga. hendes brede skuldre, MÅ simpelthen være et skatkammer af sjove historier.

Indtil videre er det at sige “ja” i hvert fald ikke så dårligt endda; jeg har blandt meget andet genoptaget gamle venskaber, begyndt at løbe igen, fået vildere (og også grimmere tøj – man kan jo ikke altid ramme rigtigt), rejst meget mere, fået sjovere (og en gang imellem meget skrøbelige) møbler osv. Det korte af det lange er lige nu, at jeg sidder tilbage med en ny følelse af “no regrets”….og det oplever jeg som helt essentielt; Det er meget sjældent, at jeg fortryder ting, som jeg har tilvalgt – og det er omvendt meget oftere tilfældet, at jeg fortryder, når jeg har fravalgt ting. Så, “ja” fremfor “nej” er “the new black” i min husholdning:-)

Nu er det ikke en triviel stressfaktor at genoverveje livets valg kontinuerligt. Og mine “metatanker” fortæller mig, at det kræver arbejde, at lægge de overvejelser bag mig – fordi “sådan er jeg jo”. Men denne sommer talte jeg kort med en amerikaner, der – som kun en amerikaner kan sige det – lod mig vide, at han på et meget tidligt tidspunkt i sit liv havde besluttet sig for at være “happy”. Det var relativt provokerende for en bleg, alt-for-tænkende, neourotisk, psuedo-intellektuel, grim, flot, slap, men mentalt stærk, charmerende, veltrænet, stor-hovedet, doven, platfodet og skævfingret person med flot hår. Men potentialet i det mentale og helt enkle greb, som ligger i “beslutningen” er jo – udover næsten at være for meget af det gode – utroligt…bogstaveligt talt.

Så måske er glæden ved livet ikke kun forankret i at sidde helt musestille og kigge sig lidt omkring, føle efter, tænke over netop denne dags goods and bads og så give sig selv en enkel mental forberedelse af den kommende dag. Måske kan den tilgang med lidt held suppleres med, at jeg beslutter mig for, at jeg ønsker at give fuld gas på livet og derfor også er fuld af “ja’er”.

Nu står der så en underlig, fedladen mand og kigger ind af mit køkkenvindue – det håndterer jeg lige, og finder så ud af, om der skal blogges om det….;-)

older posts »